I søndags d. 3.03.2024 havde jeg fornøjelsen af at holde et foredrag om vold ved Krop, sind og ånd messen i Ålborg.
Foredraget henvender sig til dig, der ønsker at øge din viden om vold, måske fordi du selv har været udsat for vold, er pårørende eller fagperson.
Gennem foredraget introducerer jeg dig til; hvordan et voldeligt parforhold typisk udvikler sig, og hvilke voldsmekanismer der er på spil, der gør det svært for den voldsudsatte at bryde den voldelige relation. Jeg giver dig indblik i hvilke belastningssymptomer og reaktionsmønstre, der oftest opstår hos den voldsudsatte, og hvilke forandringsskridt, der er nødvendige for at den voldsudsatte kan træde ud af voldens skygge og påbegynde bearbejdningen af de sociale, psykiske og fysiske senfølger efter volden.
Jeg vil undervejs præsentere dig for strategier, som du som pårørende eller fagperson kan benytte dig af, der kan understøtte den voldsudsattes proces.
Gik du glip af foredraget eller står du selv og skal afholde et arrangement, der relaterer sig til vold, er du også velkommen til at kontakte mig, så vi kan skræddersy et program, som matcher dit arrangement.